Mød Ramsey Al-Sobehi, vejingeniør i afdeling for Miljø, vej og klima

Portrætfoto af Ramsey Al-Sobehi, vejingeniør i EKJ Rådgivende Ingeniører
Foto: Charlotte Dahl

Mød vejingeniør Ramsey Al-Sobehi: Gode kolleger, varierende opgaver og meget ansvar

Vejingeniør Ramsey Al-Sobehi trives godt i EKJ, fordi han har afvekslende roller på forskellige projekter, føler sig set, får ansvar og har de bedste kolleger.

”Man kan meget let ’forsvinde’ i et stort firma og føle sig som et nummer. Men her i EKJ føler jeg mig som en medarbejder og kollega, der bliver set og mødt med stor tillid fra min leder, der giver mig meget ansvar.”

Det siger den 26-årige vejingeniør Ramsey Al-Sobehi, som kom til EKJ i maj 2021. Han tilføjer:

”Men det bedste ved EKJ er helt klart, at jeg har gode kolleger, der ikke bare er kolleger, men også føles som venner, som jeg kan tale med om alt fra faglige til private ting.”

Arbejder på flere projekter

Ramsey arbejder for tiden på flere projekter, hvor han har forskellige funktioner: 

”Jeg arbejder som projekterende ingeniør på en 4-årig rammeaftale med Københavns Kommune om at genoprette veje bl.a. med hensyn til effektiv afvanding. Her udarbejder jeg f.eks. planer for skiltning, kørekurver, koter- og afvanding samt 3D-modellering. Det er et rart projekt, fordi vi efterhånden kender kunden og har et fint samarbejde og en god kommunikation med alle involverede. Det gør, at vi i fællesskab kommer frem til de gode løsninger.”

”Jeg arbejder også som projektleder på udvidelsen af en sti til en trafikvej i Hillerød, som skal matche et kommende boligbyggeri. Og så fører jeg tilsyn med jordhåndtering i forbindelse med udvidelsen af Mærsks domicil ved Amalienborg i København – hvor arkæologer også foretager udgravninger. Det er ret spændende at følge med i, hvad de finder. Det har jeg ikke oplevet før.”

Forskellige roller varierer jobbet

Han befinder sig godt med, at rollerne veksler:

”Projektledelse, projektering og tilsyn aktiverer forskellige sider af min faglighed, som hver især har deres styrke. Udover ledelse, kommunikation og koordination giver projektledelse mig mulighed for at komme tættere på kunden og projektet. Projektering foregår på kontoret, mens tilsyn foregår ude og samtidig giver mig et godt indblik i, hvordan virkeligheden fungerer, i forhold til når jeg selv fra skrivebordet planlægger og projekterer en vej.”

Et drømmeprojekt er det uprøvede

Et drømmeprojekt for Ramsey er noget: ”Jeg ikke har prøvet før”, siger han og sætter flere ord på:

”Hvad jeg drømmer om lige nu, er nok ikke det samme om et år, da mine drømme afhænger af, hvad jeg ikke har prøvet før. Men lige nu kunne det være at arbejde på et kæmpe motorvejsprojekt – især fordi koordination og grænseflader spiller en vigtig rolle og kan udfordre og dermed også udvikle. Det kunne også være sjovt at være med til at projektere en helt ny vej – fx på landet. Og så kunne det være spændende at få lov til at afprøve min viden på et vejprojekt i et andet land, fordi der er andre geologiske forhold og regler.”

Faglighed styrkes ved at tage ansvar

På spørgsmålet om, hvordan han udvikler sig fagligt, svarer Ramsey:

”Jeg styrker min faglighed ved at deltage i relevante kurser. Fx har jeg været på flere projektlederkurser både internet og eksternt. Men jeg udvikler mig bedst fagligt, når jeg tør at tage ansvar. Det, synes jeg, er den bedste måde at lære på. Og heldigvis har jeg en leder, der også tør give mig ansvar!”

 

BLÅ BOG

Ramsey Al-Sobehi, 26 år, projektleder og projekterende vejingeniør i EKJ siden maj 2021. Er uddannet på DTU i 2020. Har før arbejdet i COWI (2021) og Tyréns (2018-2021).

Vil du være en del af EKJ?

Se hvilke stillingsopslag vi har på vores karriereside.